Tirsdag d. 1/9
Kl. 19.00 Koncert med Simon and Garfunkel Tribute i Voel Kirke
Byfesten i Voel falder i år i uge 36, og som de andre år byder Voel Kirke ind med en koncert i kirkerummet.
I år får vi besøg af Simon and Garfunkel Tribute, som spiller i Voel Kirke tirsdag den 1. september kl. 19.00.
Duoen består af Helge og Kasper Leonhardt, der med stor musikalitet og respekt for originalerne genskaber de ikoniske sange fra Simon & Garfunkel. Med guitar, stemmer og sans for detaljen fører de publikum tilbage til en tid med tidløse melodier og stærke tekster – fra “Bridge over Troubled Water” til “The Boxer”.
Koncerterne er kendt for deres nærvær og autenticitet, hvor de smukke vokalharmonier får lov at folde sig ud – særligt i kirkens akustik. Mellem sangene bindes aftenen sammen af små fortællinger, der giver musikken liv og dybde og skaber en helhedsoplevelse af både eftertanke og fællesskab.
Kom og vær med til en kvalitetsstund med ro, genkendelse og høj musikalsk kvalitet.
Billetpris: 75 kr.
Torsdag d. 3/9
Kl. 18.30 Bankospil i forsamlingshuset
Vi gentager selvfølgelig succesen – også med spisning!
Der tilbydes 2 stk. smørrebrød og valgfri øl eller vand til 80 kr.
Tilmeld dig spisning senest d. 30/8 via Mobilepay nr. 89916. Skriv antal pladser i kommentarfeltet. OBS plader købes i døren.
Spisning kl. 17.30.
Dørene åbner for øvrige gæster kl. 18.30.
Bankostart kl. 19.
Den første plade er gratis for pensionister, øvrige plader koster 10 kr.
Der vil både før og midtvejs i spillet være mulighed for at købe kaffe, the, øl, vand og vin og lidt godt til ganen.
Fredag d. 4/9
Kl. 16.30-19.30 Børnefredagsbar i forsamlingshuset
For børn fra 0.-6. klasse (børn fra storbørnsgruppen er velkomne i følgeskab med voksne).
Der vil være alle mulige sjove aktiviteter for børnene og mulighed for at købe slik, drikkevarer og pølser fra grillen. Til de voksne vil der være mulighed for at nyde en øl til grillpølsen i voksenområdet.
Pris for indgangsbillet: 50 kr. (betales i døren)
Kl. 20.00 Ølsmagning og stand up med Torben Mathews i teltet på Sportspladsen
Traditionen tro er der ølsmagning og stand up med Torben Matthews. Fra kl. 19.30 kan der købes grillpølser og der vil også være mulighed for at købe en fadøl til og skabe god stemning i teltet inden Torben Matthews går på kl. 20.
Prisen er sølle 250 kr. og der er 50 billetter til salg.
Bestilling skal ske gennem MobilePay, overførsel til 101304. Husk at skrive navn på bestiller og antal billetter.
Lørdag d. 5/9
Kl. 8.15-8.50 Yoga og Mimosa
Morgenudgaven af ”vin og yoga” er nu kommet til Voel i form af ”Yoga og Mimosa”. Et lille arrangement til de morgenfriske over 16 år (er du under 18 år er det med et glas juice).
Vores lokale Yoga-guru Louise Meier vil tage os igennem en god halv times yoga for krop og sjæl under morgensolen. Det bliver hyggeligt og lækkert!
Prisen er 30 kr. og bestilling skal ske gennem Mobilepay 89916.
Medbring selv yogamåtte eller underlag samt tøj efter vejret.
Kl. 9.00 Rundstykker og kaffe
Brugsen byder på rundstykker, kaffe og juice til de morgenfriske i teltet på sportspladsen.
Kl. 10-12 Lokaldysten
Et motionsevent for hele byen, hvor det gælder om at gå, løbe og/eller cykle flest km på 2 timer. Vi dyster mod andre lokalsamfund i Silkeborg Kommune. Sidste år fik vi en flot 1. plads for det lokalområde som tilbagelagde flest km i alt (3.417 km) med tilhørende præmie på 2.500 kr., som bruges på alle de fede aktiviteter til Voel Byfest. Den går vi efter igen i år! Alle kan være med og det er gratis at deltage. Mød blot op på sportspladsen.
Der er 2 gå-/løberuter og 1 cykelrute.. Løbecykler, klapvogne og andre hjælpemidler må benyttes på gå/løberuterne.
Midtvejs på ruterne indsamles et armbånd som skal afleveres ved målstregen. Til børnene er der også små opmuntringslækkerier.
Kl. 13-15 Gadefodbold
Er det jeres gade, der løber med sejren i årets gadefodbold-turnering?
Vi inviterer til en sjov og hyggelig eftermiddag på sportspladsen, hvor sammenhold og godt humør er lige så vigtigt som boldtalent.
Sådan spiller vi:
- 5 spillere på banen ad gangen
- Mindst 2 spillere under 12 år
- Mindst 1 kvinde/dame på holdet
- Mål scoret af børn under 12 eller af kvinder tæller dobbelt
- Hvert hold stiller med en dommerkandidat
Det handler ikke kun om at vinde – men om at mødes på tværs af aldre og gader til en god dag med grin, boldspil og fællesskab.
Saml dit hold, find jeres dommerkandidat – og vær med, når vi finder ud af, hvilken gade der kan kalde sig årets gadefodboldmester!
Tilmelding af hold og dommer til Søren på [email protected] senest den 31. august.
Kl. 10-? Aktiviteter på sportspladsen
På sportspladsen vil der være forskellige aktiviteter; spil et havespil, lad ungerne hoppe på hoppeborgen, gå på skattejagt for store og små rundt om på pladsen og nyd en drink eller øl sammen med din nabo.
Grillen tændes omkring middag, hvor der kan købes pølser og brød, og der kan købes sandwich.





















